Efter knap 36 timer på farten kunne jeg endelig sætte mine skælvende ben på dansk jord.

Velkommen til regn og blæst, velkommen til rugbrød og leverpostej, velkommen til tidsplaner og lyskryds, men også velkommen til jul og hygge, velkommen til familie og venner – Velkommen hjem!

En klog mand med høj hat har en gang udtalt: ” At rejse er at leve” – og han har så uendelig ret. Dog rammer udtrykket: ”Ude godt, men hjemme bedst” heller ikke helt ved siden af. At have tilbragt en måned i Indien, og tre måneder i Vietnam har så absolut lært mig at leve – leve uden afhængighed af materielle goder og tidsplaner. Jeg har lært så mange skønne mennesker at kende, og jeg har haft den udsøgte fornøjelse, at komme rigtigt ind under den vietnamesiske kultur.  – Noget som kræver tålmodighed og nærvær.

Ud over at have oplevet vietnameserne på slap line har jeg også haft den fornøjelse at undervise i en folkeskole. Her underviste jeg om formiddagen – men gjorde jeg virkelig nogen forskel? Var der i det hele taget nogen mening med at tage den lange rejse til vietnamesermandens land blot for at undervise på en folkeskole? – Så absolut JA!

Vietnam er et kommunistisk land. Det giver sig blandt andet til kende i undervisningen. Her er det de stærkeste børn, som der tages hensyn til. De kloge får frontpladser og ekstraundervisning, mens de mindre bogligt intelligente får tildelt en plads hvorfra kun baghoveder kan spottes. Derudover får de ingen ekstraundervisning (- hvilket havde været ganske passende) samt overses i den daglige undervisning. Jeg har derfor forsøgt via mine handlinger i undervisningen at vise, at et barn, som er placeret bagerst, alligevel godt kan have en smule hjerneaktivitet, og derfor stadig er berettiget til en værdig undervisning (- vi snakker altså ikke børn, hvor der er dokumenteret lav intelligens, men ganske almindelige purker med græs på knæene!)

Okay, det er da en fin tanke, men hjalp det? Og det gjorde det bare! Min første succesoplevelse kom efter godt to måneder, hvor en lille spinkel hånd kom i vejret på bagerste række – YES, han følger med!

Efterhånden fulgte lærerinden trop, og blev mere venlig stemt overfor Hung på 12 år, som syntes fodbold var mere spændende end engelsk grammatik (- naturligt nok!).

Om hendes humørskifte så kun var til ære for mig, kan jeg blot gisne om – dog har jeg lov at håbe, at det ikke er tilfældet.

Så har jeg gjort en forskel? – JA.  Jeg har ikke reddet verden, men jeg har gjort en forskel for nogle enkelte. Altså har jeg opfyldt mine forventninger om denne rejse.

-          En ganske uforglemmelig rejse.

Jeg har nu været hjemme i godt en uge, men er stadig ikke rigtig landet. Efter fire måneder er der mange indtryk, som skal bearbejdes, og mange afsavn som skal mindskes.

Vietnam er virkelig er fantastisk land, og jeg kan kun varmt anbefale det som rejsemål.

Skal jeg tilbage – JA! Når tiden og pengene igen er der til det, skal jeg tilbage til Phuong, Huong, Thoa, Mr. Tin, Mrs. Oanh, Hai og alle de andre.

Hold dog op en oplevelse jeg har fået mig! – en oplevelse som har indfriet alle mine forventninger og givet mig en masse i rygsækken. Jeg er nu i stand til at finde rundt i Vietnam og klare mig ved hjælp at kropssprog, jeg kan håndtere krybdyr og køre på motorcykel.

Jeg har efterladt et lille aftryk på Vietnam, men Vietnam har efterladt et stort aftryk på mig!

”At rejse er at leve”

 // Camilla

For at foele os som de aegte volontoer , vi nu engang er, begav vi os afsted mod Sapa uden videre arrangementer. – Nu skulle vi rigtig ud og opleve verden (Sammen med alle de andre RDS’ere = realiser dig selv turister). Kun med min rygsaek paa ryggen og en kroellet togbillet i lommen begav jeg mig torsdag eftermiddag (- efter at have undervist Phuong – min lille oejesten) fra Viet Tri mod Ha Noi. Normalt er det en tur, som tager omkring 2 timer – men, men.. Jeg er ikke i Vietnam for ingenting. Nu er ruten blevet omlagt, saa vi skal ud paa en lille sejlads og den samlede tid er 3 timer. Det er da smart ??! Mens mig og mit lyse haar stod og lyste op paa den lille faerge, kom en dame hen til mig – for at snakke, ikke tale bare snakke! Efter en lille tids smaaltalk fik jeg fortalt hende, hvor jeg var paa vej hen. To sekunder senere stod jeg med hendes telefonnummer og telefonummeret til hendes kammerat, som ejer et Hotel i Sapa. Hun ringede kort til ham, fortalte ham om min situation – og saa var transporten fra togstationen i Lao Cai ( som ligger godt en times koersel fra Sapa) samt Hotel arrangeret. Det alt sammen var naturligvis med rabat, eftersom vi er volontoer. Her er endelig én, som forstaar, at vi altsaa ikke alle lyshaarede render rundt med en kiste fuld af guld… Og hvad fik hun saa ud af det? Ingenting. Hun var blot interesseret i at hjaelpe. Faktisk er dette den generelle indstilling blandt vietnameserne – de vil hellere end gerne hjaelpe hvor de kan!

Efter en bette Xé Óm tur ankom jeg til Hanoi togstation, hvor jeg moedtes med Astrid og Marie. Kl. 20.30 afgik vores tog mod Lao Cai. Heldigvis havde vi bestilt ”soft”sleeper, saa vi paa den 10 timers lange tur kunne faa et lille hvil.

Kl. 4.30 koerte vores tog ind paa perronen i Lao Cai. Nu skulle venligheden saa staa sin proeve. Stod der i virkeligheden en lille vietnameser for at hente os? Og det gjorde der! Han stod med et hvidt skilt i haanden, hvorpaa der var trykt ”CAMILLA” med store bogstaver. Her var ikke meget at tage fejl af. – Aftalen holdte vand.

Da vi en time senere ankom til vores hotel, gik vi paa hovedet i seng. Det var dog ikke foer, end at vi havde bemaerket, at vaerelset ikke var udstyrret med air condition. Hvordan hulen skal det nu fungere? Og for at goere galskaben komplet, var en varmer til raadighed i stedet. Kan man virkelig klare sig uden air condition? Ja, Camilla. I Danmark gaar det fint! – Saa er jeg altsaa ved at have vaeret hjemmefra i lang tid..

I Sapa er temperaturen mindre eksotisk end i resten af Vietnam. Her er det endda noedvendigt at iklaede sig stroemper – paa et eller andet tidspunk skulle de vel ogsaa bruges..

Vi havde fra andre hoert, at en tur paa motorcykel rundt i Sapas bjerge skulle vaere en utrolig smuk oplevelse. Dog forekom ideén os en anelse vovet, eftersom ingen af os have proevet blot at styre en ganske almindelig scooter.. Mens vi grublede lidt over ideén, gik vi paa et lille lokalt marked, som var fyldt med rynkede kvinder i farverige gevander, der slaebte rundt paa babyer og fyldte fletkurve.

Efter frokost ved en lokal gadehandler (som serverede grillet ris – som i grillet paa gril!) havde vi dog samlet nok mod til os, saa vi gik hen til motorcykeludlejningen. Dette var naturligvis noget, jeg ikke havde konfronteret min kaere moder med endnu..

Da jeg var ret overbevist om ikke at faa tilladelse, maatte jeg gaa efter senere at faa tilgivelse..

”Is this you first time to drive a motorbike?” – Woups. Hvad skulle jeg lige svare her? Dog har jeg hoert, at aerlighed er vejen frem. Hertil reagerede udlejningsdamen radikalt anderledes end enhver anden dansk udlejer! Hendes respons var blot hjaelpsomhed og en kort demonstration af hvordan gaer og bremser virker – and off you go.

En lille forkoelet Xé Óm koerer kom forbi og saa vores lille optrin. ”Do you need a guide?” – Ja, det gjorde vi i virkeligheden.

Altsaa:

Fire blegfede danskere og en Xé Óm mand paa tur i Sapas bjerge.

Vi brugte godt 3 timer i omraadet, hvor vi saa de smukkeste udsigter over groenne rismarker med hoeje bjerge i baggrunden.

- og ja, jeg havde hjelm paa!

Stadig hoeje paa vores oplevelse begav vi os dagen efter ud paa trekking. Nu var det tid til at see de smukke rismarker paa lidt taettere hold og faa bedre mulighed for at komme ned til den lokale befolkning. Af stoevede stier, som af og til endte brat, saa man maatte hoppe op paa det naeste lag rismark for at komme videre, gik vi godt 10 km. Imponerende nok fulgte de spraglede damer med babyer spaendt paa ryggen os alle 10 km, mens de ihaerdigt forsoegte at saelge os diverse toerklaeder og armbaand. (Senere erfarede vi, at dette faktisk er et problem eftersom boern tilbringer deres tid paa vendring i stedet for at laere engelske verber eller matematiske formler..).

Sent paa eftermiddagen ankom vi til et lille ”Homestay”, hvilket minder om en Sapaiansk(?) fortolkning af et persionat. – Her smed vi vores takser, hvorefter vi begav os ned mod floden for at afkoele vores smaa beskidte foedder.

Aftenens aktivitet stod paa kortspil indpakket i flecetroeje og toerklaede. (Det var naesten som en optakt til den 5 maaneder lange skiferie, jeg snart begiver mig ud i..)

Soendag stod vi op sammen med hanen (Kl. 5.30). Dagens program: Bac Ha Markedet!

Her tilbragte vi et par timer omgivet af ivrige saelgere, som ikke kunne forstaa, at jeg da ikke lige stod og manglede en lighter i forvokset stoerrelse.

Senere om aftene blev vi atter fragtet tilbage til Lao Cai – klar til de forestaaende 10 timer i tog.. – paa ”hard”sleeper!! Da ”soft”sleeper var udsolgt, maatte vi tage, hvad vi kunne faa. – Hjem skulle vi jo..

Hardsleeper = Metal senge i 3 lag (Dvs. der er meget lidt plads til den oeverste) og vietnamesisk toilet (- her er det en balancekunst at ramme rigtigt!)

Det var ikke umiddelbart 4 veludvhilede danskere, som stod og missede med oejnene paa Hanoi station tidlig mandag morgen.

- Men det var 4 personer, som var endnu en uforglemmelig oplevelse rigere!

 // Camilla

Lidt royal er man vel altid – det skulle i hvert fald proeves!

Saa mig ud og finde en daglig/kort kjole (hvad det saa end lige er)..

Tirsdag d. 3. november:

Da vi ankom til Hanoi fandt vi et hotel i naerheden af Museet. Ind paa hotellet gik tre bumserne og (efter en hurtig omklaedning) ud gik tre yndige piger i “Hej-dronning”kostume. (Dog havde Astrid valg at blive i den rette volontoer aand, hvorfor hun begav sig afsted ifoert kilp-klappere..)

Omkring kl. 15.30 var vi fremme ved museet.

Her var det ganske overvaeldende med saa mange danskere samlet paa et sted. Nu skulle der serioest oeves i kunsten “ikke-at-kommentere-folks-udseende-hoejlydt” – noget vi ellers frit har kunnet goere i godt 3 mdr. Bare den nu ikke smuttede..

Dog holdte vi os paa maatten, og viste os fra vores bedste volontoer-side.

Efter en rum tids venten (og et par cola fra de forbipasserende tjenere) kom regentparret og kronprinseparret endelig til syne paa trappen. Alle fire vinkede de, foer de stillede sig klar til at moede os danskere, som var forsamlet, idet alle ca. 300 fremmoedte gaester skulle defilere forbi de fire royale personer, give haand og sige deres navn og erhverv i landet.

Jeg er helt sikker paa, at specielt min person, gjorde stort indtryk paa dem ( – Marie mener dog det var hende, mens Astrid er sikker paa at hun havde et meget saerligt oejeblik med kronprinsen..).

Efter at alle havde vaeret henne og trykke haand med danmarks royale elite, kom tjenerne ind med intet mindre end rugbroed med leverpostej. Citat fra Astrid: “Hvis hende Margrete serverer leverpostej, saa bliver jeg royal” – Saa det blev hun. Billedbladet har hermed faaet endnu en trofast kunde!

Da vi ikke troede det kunne blive bedre en hakket lever, kom en ny sendning tjenere ind – nu med jordbaerkage!

Dronning Margrete, Prins Henrik, Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary havde i mellemtiden cirkuleret en anelse rundt mellem selskabet. Efter godt en halv times smaal-talk trak de sig dog atter tilbage.

Da kagefadene endnu ikke var helt toemte, tilbragte vi endnu en halv time paa stedet.

Godt 8 kager senere forlod vi dog endelig receptionen.. – uden intentioner om at vaske fingre de foerst kommende dage!

// Camilla

Nu i ord og billeder: 

http://www.dr.dk/odp/player.aspx?uniqueid=346503&mt=newstab&st=news_TVAvisen&furl=http%3A//www.dr.dk/odp/default.aspx%3Ftemplate%3Dnyhed%26guid%3DDR1200911031830%26autoplay%3D0%26back%3Ddefault.aspx%253ftemplate%253dnyheder%2526day%253d0

(been there, done that.. )

Da jeg stadig tuller rundt i stroptroeje, shorts og sandaler, var der ikke noget mere naerliggende end at tilbringe min foedselsdag paa stranden – denne gang uden de ellers normalt tilhoerende vaders og stormhat.

At familie og venner ikke lige var i naerheden (men saadan ca. 33 timers rejse vaek), var selvfoelgelig en streg i regningen. Dog havde Astrid og Marie gjort alt hvad der stod i deres magt for at sikre mig en foedselsdag, jeg sent vil glemme – og det gjorde de!

Deres opskrift paa en fantastisk og uforglemmelig foedselsdag:

1) Rejse sammen til en skoen og eksotisk oe. Lej her et hotelvaerelse med udsigt over hele havnen og Halong Bay.

2) Brug dernaest hele aftenen inden selve den store dag med at folde roser at pap – godt 30 stk. (Noget de har laert paa det handicapcenter for ofre efter Agent Orange, hvor de arbejder).

3) Staa meget tidlig op. Pust balloner op saa hele vaerelset ligner et mindre tivoli, fordel de foldede roser paa sengen, samt drys de hjemmefra foldede stjerner henover. Haeng dernaest flagguirlander op i rummet og laeg de 6 indkoebte pakker midt paa sengen.

4) Tag herefter et lille bord og dekorer det med falgservietter. Paa bordet skrives “Tillykke Camilla” med lakridsbogstaver. Derefter aabnes Maries kufftert, hvor de medbragte (fra Danmark!!) lagkagebunde findes frem. Pisk da floedeskum, hak frugter og bland kagecreme. Lav da en lagkage med 4 lag, indeholdende banan, dragefrugt, melon, jordbaermarmelade, kagecreme og floedeskum. Paa toppen placeres 20 lys. – Det er nu tid til vaekning af det sovende barn!

Hold dog op en overvaeldende start paa dagen!

Og dagen blev kun bedre af, at jeg ifoelge de vietnamesiske vejrguder har vaeret et meget artigt barn – ogsaa selvom det er den sidste dag i oktober.

Saa ifoert bikini, sommerkjole og solbriller bevaegede vi vores smaa blegfede korpusser ned til den smukke lagune. (Dog foerst efter en lille pause efter morgenmaden -Astrid og jeg havde vaeret saerdeles begejstret for den hjemmelavede lagkage, saa bare det at tage badetoej paa kunne give koldsved. Men afsted kom vi!)

Paa stranden fik vi placeret os solidt paa vores badehaandklaeder. Her solede vi til den helt store guldmedalje, bortset fra de gange hvor vi havde samlet kraefter og bevaeget os ud i vandet (25°c) for at blive afkoelet.

Efter godt 5 timer i solen og en bette solskoldning senere var det tid til at gaa op i bad. Jeg havde faet besked paa at tage fint toej paa – for aftensmadden var endnu en overraskelse..

Nyvaskede og fine (- jeg havde endda flottet mig med parfume..) moedtes vi ude foran hotellet. Herefter gik vi fire forklaedte bonderoeve i samlet trop mod oens fineste resturant.

Nu skulle jeg fejres. Og det blev jeg – med baade forret, hovedret og dessert, champange og roedvin fra Chile.

Efter en meget luksuriose middag begav vi os atter hjemad for at nyde solnedgangen fra altanen. Astrid og Marie var helt udmattede, da de havde vaeret vaagne flere gange i loebet af natten, da de havde vaeret saa spaendte paa dagens udfald..

- En dag jeg meget sent vil glemme!

// Camilla

”Staa klar kl. 12.30, saa kommer taxien og henter jer”..

Efter at have iklaedt os vores fineste (laes: fin = ren) toej stod vi klar til at blive hentet af taxien. Ud over at vi var paa vej mod Thoa’s hus, havde jeg som saadan ingen anelse om hvor i verden vi skulle hen – nord, syd, oest eller vest? Men saadan er det som regel i Vietnam. Her maa man bare foelge stroemmen, og se hvor det nu foerer dig hen.

Efter at have ventet den obligatoriske halve time ud over tidsplanen (rubber time) dukkede en taxi endelig op i den smalle gade udenfor vores hus.

At der saa ikke lige kan klemmes syv personer ind i en fempersoners bil, er logik vietnamesere foerst skal se, foer de tror det. Da den kaere taxichauffoer dog fik det synlige bevis – 6 moste mennesker i en taxi, mens en syvende stod fortvivlet udenfor – gav han op, og hentede den store taxi. Og afsted det gik.. – over rismarker, i slalom mellem koer og rishatte paa cykler, forbi store vandhuller i ”vejen” og i slowmotion bag en oksekaerre..

Det tog omtrent en time at tilbagelaegge de knap 40 km, som der er til Thoa’s barndomshjem – Men frem kom vi!

Foerstehaands indtryk:

- Velkomme til sumpen!

- Mødding ved indgangen.

- Fritløbende høns.

- Bidske hunde.

- Madlavning over aaben ild.

- Toilet (laes: hul) i gaarden.

- Gamle damer med sorte taender, som sad i hjoernet. (Det var i gamle dage vietnamesisk overtro, at sorte taender gav et lykkeligt aegteskab. Derfor smurte damerne moste baer paa taenderne om aftenen og sov med disse. Efter gentagne gange forblev taenderne da sorte. Maaske i virkeligheden mere sjaeldent end det er koent!)

- Alt den risbraendevin (40%) som hjertet kunne begaere. (Note: det er onsdag!).

- Hyggebelysning: lysstofroer i loftet!

Efter at have traadte ind gennem porten og gaaet videre op af stien, forbi møddingen og koen, stod Thoa som en yndig vietnamesisk prinsesse paa trappentrinnet ind til stuen. Hun var iklaedt lyseroed aus sai (traditionel vietnamesisk kjole) med perler, broderier og alt hvad den ellers kunne traekke. I haaret havde hun hvide perler, og i paa laeberne havde hun et godt gedint lag pink laebestift (”less is more”.. go home!).

Jeg selv var saamaend ogsaa iklaedt (udklaedt i) aus sai, dog en mere diskret en af slagsen, og jeg ville da ogsaa klart staa tilbage som taber, hvis vi vaeddede om hvem der kunne lave det fineste aftryk paa en serviet. Ikke desto mindre tiltrak vi (Kris, Julia og jeg) os naermest ligesaa meget opmaerksomhed fra selskabet ved vores entre.. Dog maa jeg ogsaa give dem: Tre blegfede europaeerer i traditionelt vietnamesisk toej – det maa da se komisk ud! Dog var det ikke den akavede paaklaedning, som var sensationel.. Det var den simple fakta, at der nu befandt sig hvide mennesker i deres hus – Sikke en aere.. (ja, for os!).

I et lille rum stod en hel flok piger forsamlet.. og pudsigt nok havde de allesammen valgt en roed aussai til dagens festligheder. De stod underligt trippende – som om noget skulle ske. Endnu engang var vi ikke just velinformerede om hendlingsforloebet, hvorfor vi atter blot maatte saette os og observere begivenhedernes gang. ( – hvilket onklerne saa som deres snit til at fylde de foerste glas risbraendevin i os..)

Pludselig blev vi afbrudt midt i en skaal ( – som paa vietnamesisk hedder: ”MOT, HAI, BA – JOO!”), og op ad indgangen kom hele gommens familie. Ah, ha.. det var dem vi ventede paa. Der kan man bare se. Onklerne havde holdt os vaeldig beskaeftet, hvorfor det var foerst nu, at jeg opdagede, at alle pigerne i de roede aus sais havde stillet sig i opstilling foran doeren indtil stuen(/sovevaerlset /koekkenet/gaestevaerelset) med Thoa i spidsen.

Gommens familie kom gaaende ind i gaaren paa en lang raekke. Alle var de ifoert hvide skjorter og over skuldrene bar de store roede kurve med et roedt stykke stof over. Disse kurve (som indeholdt kage og te) var gaver fra brudgommens familie – en slags erstatning for den datter, som nu flytter over til deres hus. Ja, tak – saa opdager man jo naesten ikke at hun er vaek. Eller?! Og som til en enhver 18-aarig foedselsdag med respekt for sig selv fik parret ogsaa overrakt tre liter vodka og en karton cigaretter – Ti’løk!

Herefefter startede det helt store billederes – og hvem skulle staa i midten.. De hvide aber! Efter at vaere blevet stillet op paa raekke med diverse familiemedlemmer, var der kun tilbage at smile til fotografen.. og smile, og smile, og smile!

Herefter kom maden paa bordet. Det lod til, at en konkurrence var igang: hvor meget mad kan komme indenbors paa kortest tid. Desvaerre maatte jeg nok see mig slaaet med flere laengder af de noget mere garvede (og berusede) onkler.

Da maden var indtaget – halvdelen i maven og halvdelen paa gulvet er vietnamesisk skik – blev der serveret te. Her snakker vi virkelig staerke sager – det smager jo som en internetcafe i vietnam lugter (altsa: raedsomt!). Pludselig broed selskabet op. De gamle koner med sorte taender begyndte at trisse ud fra deres hjoerner, og onklerne raabte den sidste omgang: ”MOT, HAI, BA – JOO!” foer ogsaa de slingrede ud af stuen.

Vietnamesere forstaar virkelig at mestre kunsten: ”at stoppe mens legen er god”!

Stadig uden helt at vide hvad der foregik om oerene paa os, fulgte vi interesseret med imens stuen efterhaanden blev toemt for tanter, faetre, kunsiner, hunde og hoens. Efterhaanden blev det da ogsaa vores tur til igen at gaa tilbage gennem stien, forbi koen og møddingen og hen til vores taxi.

Tak for i aften – sikke en oplevelse!

// Camilla

Kl. 9.40 landende flyet, og en evighed senere kom mor, far og Sofia til syne bag glasruden!

De var her – De var virkelig i Vietnam. Endelig.

Velkommen til en meget anderledes kultur (- mildt sagt). Allerede inden vi kom ud af lufthavnen begyndte kommentarer, spoergsmaal og begejstrede udraab at stroemmende ud i ét vaek.

Men er Vietnam i virkeligheden saa anderledes end Danmark? Er de ikke blot blevet tildelt et lildt smallere synsfelt, valgt et sproeg der lyder som et baand, der spoles tilbage, og faaet den tossede idé at putte siv paa hovedet? Har globaliseringen ikke sat sine spor, saa omvaeltningen ikke er saa bemaerkelvaerdig stor?

Baade ja og nej.

Jo, globaliseringen har haft sit indtog, og den lever i bedste velgaaende. MEN: Det goer de kulturelle forskelle saa sandelig ogsaa! At komme til Vietnam betyder et moede med en ny kultur – globalisering eller ej.

Forskellene bestaar i alt fra klima og natur til opfattelsen af renlighed og hygge.

Da forskellene er saa mange, tyer jeg nu til et redskab, som ofte benyttes af en naturvidenskablig hjerne som min: lister og punktformer!

Forskelle:

-         Trafikken.

Allerede i taxien fra lufthavnen til Hanoi hoertes optil flere bekymrede kommentarer fra min familie, som jo kommer direkte fra det velordnede vejnet i Danmark. Efterhaanden oplevede de dog hvordan der paa sin vis var en vis system i den store uroganiserede masse.

”Her kan der saa sandelig tales om orden i kaos!” (Citat: Sofia)

Da vi saa, efter flere demonstrationer paa hurtig reaktionsevne fra vores chauffoers side, ankom til Hanoi, ventede en ny opgave: At krydse vejen!

”Jamen Camilla – du havde da ikke fortalt at der var saa sindsyg mange scootere i gaderne” (Citat: Sofia) – Oehm, naa nej. Men det er der, skulle jeg hilse at sige!

Forstil dig saa menge scootere, som du kan, paa et sted – gang det nu med 10, og du har saadan ca. antallet af scootere, som koerer rundt i gaderne Hanoi.

Til at hjaelpe billedet:

1. Organiseret kaos: http://www.youtube.com/watch?v=oetF3UTIwbc&feature=related
2. At gaa over gaden: http://www.youtube.com/watch?v=MECdBuUiLP0&NR=1

Da der nu er saa mange scootere paa gaderne, kan det at komme over paa den anden side i sig selv vare noget af en opgave. Her er finden blot at kaste sig ud i myldret. Efter at have taget skridtet over kantstenen er det ”blot” at vende det doeve oere til, og gaa i sit eget magelige tempo – da skal scooterne nok finde en vej udenom dig. (Ja, det kraevede lidt overtalelse, at faa mor til at gaa ud i loevens gab.. men over kom hun).

Udover motercykeltaxi (- kaldet xe om) kan man ogsaa transportere sig med bus – hvilket mor, far og Sofia erfarede da vi skulle til byen jeg bor, Viet Tri. Her maatte mor og far sidde med deres (ikke saa lille) taske paa skoedet de 2 timer turen varede, mens vi blev kastet fra side til side af en ivrig buschauffoer.   

-         Vejret.

I denne uge har det vaeret koldt i Vietnam – blot 26 grader.

Selv om aftenen bliver det ikke koeligt, hvorfor jeg endnu ikke har brugt min langaermede overtraekstroeje. Dette er noget familien Christensen er ganske godt tilfreds med!

-         Naturen.

Palmer og uendelige groenne rismarker er intet sjaeldent syn.

-         Dyrelivet.

Paa vores tur til Halong Bay (Et af de smukkeste steder i Vietnam) stoedte vi paa en lille oe, hvor der boede aber. Aberne var noget legesyge og saadan ca. ligesaa afhaengige af cola, som jeg er det af te.. (siger ikke saa lidt)

Af mindre eksotiske dyr kan naevnes ederkopper og firben i stor stil.

Derudover virker det tilsyneladende saadan, at ethvert koekken med respekt for sig selv har sin egen lille private Trine (rotte). Dette gaelder inklusive koekkenet paa den trae baad, vi sejlede paa i Halong Bay.

En ko paa vejen er herudover heller intet unaturligt syn, samt en hoene der stille og roligt tuller rundt i koekkenet er ganske naturligt (- og faktisk ogsaa meget praktisk for kokken.. )

-         Priserne.

Pengene her i Vietnam har en ganske anden vaerdi end pengene i Danmark. F.eks . kan en familie paa fire personer nemt gaa ud og spise en middag (med vin) til den nette sum af 150 dkr.  (Puhh, det bliver noget af et chok at komme hjem til Danmark og betale omkring 25 dkr. for én kop kaffe – det kan de da for pokker ikke mene. I Vietnam kunne jeg faa 7 kopper til den pris!)

-         Maaden man handler paa.

Priserne er kun vejledende – selv i autoriserede teknikforhandlerer kan man slaa en god handel af.

Advarsel: Er du hvid, maa du dog forvente at betale en god overpris ( – eftersom du naturligvis maa vare meget, meget rig.) – Og, ja. Det gaelder ogsaa en fattig frivillig arbejder, som har tjent til opholdet gennem SU og studiearbejde.

-         Sproget.

Vietnamesisk og kinesisk er meget naert beslaegtet – saa, JA. Det lyder underligt.

-         Deres opfattelse af hygge.

Den danske opfattelse af ordet hygge haenger ofte sammen med bloede taepper, levende lys og varm kakao. I Vietnam er hygge derimod associaceret med lysstofroer i loftet, risbraendevin og en samtale med et lydniveau paa hoejde med en boernehave i rush hour.  

-         Maaden de spiser maden paa er ogsaa anderledes. Her indtages maaltiden med pinde af en skaal, som holdes i den ene haand.

-         Udseendet.

I Viet Tri er Kris, Julia og jeg de eneste ”vestlig”, Saa da mor, far, Sofia og jeg spadserede gennem Viet Tri, skal jeg love for, at der blev kigget nysgerrigt efter os – en flok bestaaende af hele 4 (hoeje!) blegfede danskere er noget af en attraktion!

-         De vil vaere hvide – vi vil vaere brune.

I Vietnam er det et statussymbol, at kunne fremvis en lys hud, hvorfor de naturligvis synes jeg er skingrende sindsyg, naar jeg frivilligt ligger mig paa taget og solbader – og paa den maade ”oedelaegger” min fine hvide hud..

-         Osv…

Nogle ting (saa som sol og skyfri himmel) er min skoenne familie ganske begjstret for. Andre ting har vakt en anelse mindre glaede – dette gaelder f.eks. rotter i koekkenet og edderkopper paa badevaerlset.

Dog er konklusionen fra deres side indtil videre: Vietnam er et herligt land fuld af kulturelle forskelle.

- og jeg kan kun give dem ret…

// Camilla

Mens jeg ligger og nyder den flerstemmige koncert, hilser solen mig saa smaat godmorgen ( – hvilket kan lade sig goere, eftersom jeg naturligvis ikke er beriget med saadan en luksus som et gardin).

Omkring kl. 6⁰⁰ rejser jeg mig op fra min madres paa gulvet og hilser edderkoppen Hugo godmorgen paa badevarelset. Her lader jeg det kolde vand fra bruseren afkoele mig. (I Vietnam er det varmt. – ogsaa om natten, da air condition er noget er noget jeg maa droemme mig til).

Klokken halv syv ( – efter mit morgenmaaltid bestaaende af müsli og frugt – man er vel europaer. En aegte vietnameser spiser dog med pinde 3 gange dagligt!) begiver jeg mig afsted til skole.

Selvom det er tidligt, er gaderne allerede fulde af sivhatte og overfyldte scootere. Efter at have hilst paa adskillige shopejere, som staar paa gaden ifoert nattoej og nysgerrigt foelger den hvide vestlige pige, naar jeg frem til skolen. Her vinker eleverne ivrigt til denne vestlige laererinde (Miss Camilla) og foelger med hele vejen til laerevaerelset.

Paaklaedning som laererinde er ikke helt uvis. Dress code: lange bukser og skjorte. – mandag er det hvid skjorte ( – hvilket jeg maatte laere af er faring..). Tilhoerende dresscoden er ogsaa en maske, da influenza H1N1 er i omloeb i Viet Tri – Saadan da. Der er nu ingen grund til at handle overilet. (Skulle hilse at sige, at en maske ikke bidrager positivt til forstaaelsen af elevernes engelske udtale.)

Kl. 7⁰⁰ begynder skoledagen: Kaeft, trit og retning!

Det skal ikke glemmes, at vi befinder os i et kommunistisk land, saa hvert klasselokale er udstyret med et billed af Ho Chi Minh, og det fine slogan: ”Study hard and folow our leader Uncle Ho”. Lidt propeganda er der vel altid plads til..

Efter en struktureret skoledag gaar turen hjem igen, hvor Mrs. Tin har forberedt middag i selskab med husrotten Trine.

Middag: Ris, koed og groensager – HVER dag! Dette spises med pinde af en skaal, som holdes i den ene haand.

Mrs. Tin har ikke noget videre imponerende engelsk ordforaad, dog benytter han ivrigt saetningen: ”Eat more, eat more” – hvorfor noget af det foerste jeg laerte at sige paa vietnamesist var: ”Nej tak, jeg er maet” = ”Khong cam on, toi no”!

Efter den to timers lange siesta gaar turen videre til SOS-boernebyen.

(Ting man kan lave i sin siesta: Sove!, vaske toej – hvilket naturligvis forgaar i haanden, tage sol paa altanen eller drikke uhoert staerk vietnamesisk kaffe)

Paa den ca. 1,5 km lange tur til SOS-boernebyen, kommer vi forbi adskillige barberer. Her snakker vi et spejl, som er bundet fast til et trae paa fortovet, en skammel og en barberstol – praktisk!

Arbejdet i SOS-byen er knapt saa struktureret, hvilket et ganske befriende. Her laerer jeg boernene engelsk samtidig med at jeg introducere de uvidende purker for de demokratiske vaerdier – ganske usagt natruligvis. ( – Jeg skulle noedig komme i ufoere med den marchbegejstrede regering!)

Herefter begiver jeg mig atter hjem til en ventende skaal ris.

Aftenen gaar ofte med forberedelse til naeste skoledag.

Omkring klokken 22 slukker jeg for min pandelampe, laegger bogen fra mig og laegger mig til rette i min silkepose. Inden laenge falder jeg i soevn – til lyden af firben, som kravler rundt paa vaeggen og kvaekker.

Godnat..

 // Camilla 

Ps.: Her er en liste over, hvad kan fragtes paa en scooter.. (bare til inspiration) :

- 3 personer ( – i foelge reglementet). – dog gaelder det, at det er tilladt med et ubegraenset antal af boern under 3 aar. (!?)

- Hunde.

- Koeleskabe.

- En blomsterbutik.

- Sodavandskasser – i massevis!

- MEGET store kurve med frugt.

- Traeplader til spiseborde.

- En resturant ( – gaelder ogsaa cykel!).

- Ca. 13 flyttekasser.     

- Omkring 3 rissaekke. (Da ris er en serioes udbredt spise, er disse seakke ikke smaa!)

- En ufattelig maenge fyldte aeggebagger.

- Kyllinger i bur. (Levende vel at maerke).

   Osv..

- Ja, fra nu af er dette min nye tiltaleform (- og jeg ser den gerne blive benyttet i Danmark.. ).

Min foerste dag som Miss Camilla ( - eller naermere Miss Gkamila) :

Starten paa et nyt skolear er utrolig vigtig i den vietnamesiske kultur. Her holdes en kaempe cerimoni, hvor alle laerer og elever er klaedt fint paa. (Eller det vil sige, at eleverne nu ikke som saaden behovede at bruge mange frustrerende minutter foran garderobeskabet, eftersom de alle var udklaedt i skoleuniform – hvid/roed med tilhoerende hat!). Jeg selv havde faet den fornoejelse, at blive skruet ned i en meget(!) kropsnaer traditionel vietnamesisk kjoledragt.

Cermonien startede ved at alle laerene stillede sig op paa raekke bag de fine, ens elever (vi snakker 700 stk.). Som paa taelling rejste de sig alle op og begyndte at klappe og vifte med det vietnamesiske flag, mens vi saa ellers skulle gaa op mellem denne samling af larmende og begejstrede boern – her kan vi tale om opmaerksomhed til de to underlige hvide skabninger, som bevaegede sig der midt i stablen af smaa fine laererinder. For at saette kronen paa vaerket fik vi lov til at sidde foerst for i salen med front rettet mod eleverne – rektor sad naturligvis paa den mest synlige og vigtige plads, saa skulle vi pludselig komme ud for akut hukommelsestab viste hendes placering i al tydelighed hendes autoritet. (Puh – sikke et held)

Da eleverne havde sat sig paa deres respektive smaa skamler, og foeren for hver klase havde pakket fanerne sammen, gik selve cermonien i gang. Som foerste event marcherede smaa kommunister (laes: elever) ind i salen. De spillede en meget takfast rytme paa deres musikinstrumenter med tilhoerende taktfaste knaeloeft. Herefter fulgte smaa piger i ens daseuniformer. Meget illustrativt dansede de deres glaede ved den nye skolestart ( – her er noget danske skoleboern kunne tage ved laere af..). Da de var faerdige var ikke et oeje toert! Sikke en harmonisk og idyllisk skole jeg er kommet til (eller?).

Efter cermonien rejste alle de ens purker sig atter, hvorpaa den lange vandring ned gennem eleverne igen begyndte..

Mens eleverne skyndte sig hjem, fortsatte vi til laerervaerelset. Selvom klokken blot var 9.30 skulle der nu holdes fest! Paa bordene stod smaa halv liters vandflasker placeret – troede jeg! Jeg skulle dog hurtigt erfare, at dette gav en meget anden fornemmelse i hovedet end det rene vand!

I loebet af middagen (klokken er stadig blot ca. 10!) kom flere laerer hen til vores bord for at oenske et glaedeligt skoleaar - Her hedder det sig saa, at man rejser sig, skaaler i risvodka og trykker haender. Efter godt 5-6 hilsner begyndte det gode skoleaar saa smaat allerede at indfinde sig! Det var dog tydeligt, at ikke alle havde holdt sig til under 10 hilsner..

Omkring kl. 11 broed selskabet op, og vi vendte snuden hjemad. Miss Thoa (vores husvaertinde) havde holdt sig paa vandvognen, saa efter middagen hoppede Kris og jeg bag paa hendes scooter og koerte hjem…

I mandags havde jeg saa min allerfoeste rigtige skoledag.

Undervisningsformen kan vist bedst beskrives ved: Kaeft, trir og retning!

- Naar jeg kommer ind i lokalet rejser alle ( de ens) elever sig op. Naturligvis er min plads ved tavlen haevet ca. 30 cm over eleverne - de skulle jo noedig betvivle min alt overskyggende autoritet.. 

- Herefter hedder det i kor: “Goodmorning Miss Camilla(/Gkamila)”

- De smaa purker saetter sig foerst naar jeg giver tilladelse ( – hvor laenge mon de kan blive staende .. )

- Naar nogen oensker at svare eller stille spoergsmaal foregaar dette staaende.

- Efter endt lektion rejser alle elever sig atter, og siger i kor: “Goodbye Miss Camilla”

Ja, her snakker vi diciplin, som de danske elever kunne laere lidt af! – Eller??!

I morgen er sidste dag som Miss Camilla for denne uge. Saa staar den ellers paa afslapning i Ha Noi for weekenden!

Over and out

// Miss Camilla

Sikke et kaos at lande i Hanoi lufthavn. For det foerste har de kaere vietnamesere ingen (INGEN) koekultur overhovedet. Saa det at vente ved bagagebaandet kunne godt gaa hen og blive en mindre kamp. Dog er det saa glaedeligt, at jeg store menneske er i stand til at kigge dem over hovedet, saa helt problematisk blev det ikke. Efter halvanden times ventetid, maatte vi dog sande, at Astrid ikke havde gode udsigter for rent toej de foerste par dage. Da vi langt om laenge alle fem (og blot fire tasker) forlod bagagebaandet, stod VPV klar til at hente os (VPV er den samarbejdsorganitation vi skal vaere hos). Med “os” menes Astrid, Trine, Kris og jeg. Marie skulle i stedet lydigt foelge med en anden fremmed dame, hvorfor vi resterende fire paent maatte vinke farvel til Marie – unden nogen ide om hendes videre faerd.

Samme aften ringede Marie for at berette om hendes skaebne. Vi snakker et tomt hus, ingen laas paa doeren, ingen anelse om hvor i Hanoi hun befandt sig, ingen lys paa toilettet og ingen mad. Pudselig virkede et stoppet toilet og udsigten til soevn paa et vattaeppe som det rene luksus. I sin eftersoegning af hvilken adresse hun nu befabdt sig paa, opsoegte Marie en politistatione. Dog er engelsk ikke umiddelbart foerst paa dagsorden i den vietnamesiske skolning, hvorfor hun blot fik udleveret en formular til udfyldning , da de var af den klare overbevisning, at hun var blevet overfaldet. Saa ingen adresse til Marie.

Naeste dag stod den paa projekt “Find Marie”, hvilket umiddelbart ikke var nogen helt enkel opgave. (Marie havde i loebet af morgenen fundet frem til en adresse.) Det er saa smart indrette, at taxicauffoerer kan koere bil. Ja, ja. Praktisk er det! Meget andet kan de dog ikke udrette. For eksmpel er saadan noget som en adresse det rene volapyk, og et billede af Mona Lisa ville vaere ligesaa bejaelpeligt som et bykort. Da de saa endvidere ikke snakker englesk blev det en ganske spaendende opgave, at koere i taxi gennem Hanoi. Vi fik dog efterhaanden udviklet en smart teknik – en kaerlig dansk vokal besvaret af en letforstaaelig vietnamesisk tone, og woups - frem kom vi! Marie blev fundet!

Hun er i dag faldet godt til. Hun har fundet sin adresse, faet laas paa doeren, faaet lidt selvskab og noget mad. At Astrid nu ogsaa har faaet sin taske tilbage bevidner jo om, at vi er ganske godt koerende.

De foerste par dage i Hanoi (efter taxituren) er gaaet med rundvisning til forskellige turistfaeller. Vi har blandt andet besoegt en vietnamesisk have, og koeb silke i silkebyen. Derudover har vi faaet undervisning i vietnamesisk sprog og kultur. Oensker man at besoege Vietnam er der for eksempel nnogle faa regler som skal foelges. De er –   

Den vietnamesiske Emme Gad: 

- Raab naar du er paa resturant

- Ingen snak i bussen (- eller du bliver smidt ud)

- Tag ikke billeder af en gruppe paa tre ( – den i midten vil da doe snart)

- Mas, skub og snyd foran

- Tal aldrig om problemer og vis aldrig vrede

- Spis et slangehjerte, hvis du tilbydes det

- Lyt til din leder. Han har ALTID ret ( – Det kender du godt ikk far? )

Foelger man disse regler, skulle der ikke opstaa mange problemer.

Pt sidder jeg paa en lille vietnamesisk internetcafe. Drengen ved siden af mig er meget optaget af sit CS-spil, og musikken i baggrunden leverer dejlig asiatisk rap. Paa gaden udenfor koerer sivhatte rund paa scootere pakket til randen med hoens og aag, efterfulgt af endnu flere sivhatte paa cykler med tilhoerende sivkurve fulde af dyr og groent.

I morgen gaar turen videre til Viet Tri, og mit arbejde i SOS boernebyen begynder for alvor.

Efter at vaere landet og vaere faldet mere eller mindre til maa jeg indroemme, at det er et noget spaendende sted, jeg er havnet!

Vietnam virker som et land fuld at muligeder og overraskelser (- og god mad!)

// Camilla

Efter vores noget hektiske storbyoplevelse fra Mumbai, var Hampi meget anderledes. Her var vi rigtig kommet til en realiser-dig-by. Vi snakker gamle flippere som endelig var kommet til denne hellige by, og derfor havde rig mulighed for at komme i kontakt med sig selv og genfinde den spirituelle side. Spiritualitet var der da ogsaa masser af. Byen havde engang omkring 1300 tallet vaeret en meget vigtig pilgrimsby for hinduister. Dog ligger byen nu i ruiner efter et lille besoeg af muslimerne.

Jeg fik da ogsaa realiseret mig selv ganske fint, med yoga paa taget med udsigt over en flod, solnedgang over de smukke ruiner og litteraturlaesning paa taget af et tempel (omgivet af nysgerrige aber). Ja, ja. Fint skal det vaere.

Paa hjemturen kom realiteterne dog godt og grundigt tilbage. Efter godt og vel 11 timers koersel i sovebus paa grusvej, var der ikke meget velvaere og ro tilbage – fysisk. Psykisk har jeg stadig vaeldig god karma! Altsaa saadan ca. lige indtil nu.: Goodbye India..

Pt sidder jeg i campen. Her er ret saa tomt. Allerede kl. 4.00 i nat var vi oppe for at sende de foerste fire afsted til Nepal. Kl. 11 maatte vi saa sige farvel til de naeste 3, som skulle videre i Inden. Tilbage er vi nu os fem, som sammen skel rejse videre til Vietnam, samt to, som rejser tilbage til rugbroed, leverpostej og koed!

Men hold da op for et besoeg i Indien. Det har vaeret lige fra den ene yderlighed til den anden, lige fra slummen i Monhte Hill til panorama udsigt over Mumbai fra The Taj Mahal Palace and Tower.

Det er med en smule tristhed, jeg nu forlader Indien. Dog maa jeg nok indroemme, at dal (linsesuppe) aldrig rigtig blev min yndlingsspise.

Jeg glaeder mig nu til at se hvilke oplevelser, som venter i Vietnam.

Takeoff at 16.15 o’clock.

// Camilla