(Nu med æ, ø og å..)
Efter knap 36 timer på farten kunne jeg endelig sætte mine skælvende ben på dansk jord.
Velkommen til regn og blæst, velkommen til rugbrød og leverpostej, velkommen til tidsplaner og lyskryds, men også velkommen til jul og hygge, velkommen til familie og venner – Velkommen hjem!
En klog mand med høj hat har en gang udtalt: ” At rejse er at leve” – og han har så uendelig ret. Dog rammer udtrykket: ”Ude godt, men hjemme bedst” heller ikke helt ved siden af. At have tilbragt en måned i Indien, og tre måneder i Vietnam har så absolut lært mig at leve – leve uden afhængighed af materielle goder og tidsplaner. Jeg har lært så mange skønne mennesker at kende, og jeg har haft den udsøgte fornøjelse, at komme rigtigt ind under den vietnamesiske kultur. – Noget som kræver tålmodighed og nærvær.
Ud over at have oplevet vietnameserne på slap line har jeg også haft den fornøjelse at undervise i en folkeskole. Her underviste jeg om formiddagen – men gjorde jeg virkelig nogen forskel? Var der i det hele taget nogen mening med at tage den lange rejse til vietnamesermandens land blot for at undervise på en folkeskole? – Så absolut JA!
Vietnam er et kommunistisk land. Det giver sig blandt andet til kende i undervisningen. Her er det de stærkeste børn, som der tages hensyn til. De kloge får frontpladser og ekstraundervisning, mens de mindre bogligt intelligente får tildelt en plads hvorfra kun baghoveder kan spottes. Derudover får de ingen ekstraundervisning (- hvilket havde været ganske passende) samt overses i den daglige undervisning. Jeg har derfor forsøgt via mine handlinger i undervisningen at vise, at et barn, som er placeret bagerst, alligevel godt kan have en smule hjerneaktivitet, og derfor stadig er berettiget til en værdig undervisning (- vi snakker altså ikke børn, hvor der er dokumenteret lav intelligens, men ganske almindelige purker med græs på knæene!)
Okay, det er da en fin tanke, men hjalp det? Og det gjorde det bare! Min første succesoplevelse kom efter godt to måneder, hvor en lille spinkel hånd kom i vejret på bagerste række – YES, han følger med!
Efterhånden fulgte lærerinden trop, og blev mere venlig stemt overfor Hung på 12 år, som syntes fodbold var mere spændende end engelsk grammatik (- naturligt nok!).
Om hendes humørskifte så kun var til ære for mig, kan jeg blot gisne om – dog har jeg lov at håbe, at det ikke er tilfældet.
Så har jeg gjort en forskel? – JA. Jeg har ikke reddet verden, men jeg har gjort en forskel for nogle enkelte. Altså har jeg opfyldt mine forventninger om denne rejse.
- En ganske uforglemmelig rejse.
Jeg har nu været hjemme i godt en uge, men er stadig ikke rigtig landet. Efter fire måneder er der mange indtryk, som skal bearbejdes, og mange afsavn som skal mindskes.
Vietnam er virkelig er fantastisk land, og jeg kan kun varmt anbefale det som rejsemål.
Skal jeg tilbage – JA! Når tiden og pengene igen er der til det, skal jeg tilbage til Phuong, Huong, Thoa, Mr. Tin, Mrs. Oanh, Hai og alle de andre.
Hold dog op en oplevelse jeg har fået mig! – en oplevelse som har indfriet alle mine forventninger og givet mig en masse i rygsækken. Jeg er nu i stand til at finde rundt i Vietnam og klare mig ved hjælp at kropssprog, jeg kan håndtere krybdyr og køre på motorcykel.
Jeg har efterladt et lille aftryk på Vietnam, men Vietnam har efterladt et stort aftryk på mig!
”At rejse er at leve”
// Camilla
