Hvor blev hjaelpsomheden af? – Den tog til Vietnam, skulle jeg lige hilse at sige!
For at foele os som de aegte volontoer , vi nu engang er, begav vi os afsted mod Sapa uden videre arrangementer. – Nu skulle vi rigtig ud og opleve verden (Sammen med alle de andre RDS’ere = realiser dig selv turister). Kun med min rygsaek paa ryggen og en kroellet togbillet i lommen begav jeg mig torsdag eftermiddag (- efter at have undervist Phuong – min lille oejesten) fra Viet Tri mod Ha Noi. Normalt er det en tur, som tager omkring 2 timer – men, men.. Jeg er ikke i Vietnam for ingenting. Nu er ruten blevet omlagt, saa vi skal ud paa en lille sejlads og den samlede tid er 3 timer. Det er da smart ??! Mens mig og mit lyse haar stod og lyste op paa den lille faerge, kom en dame hen til mig – for at snakke, ikke tale bare snakke! Efter en lille tids smaaltalk fik jeg fortalt hende, hvor jeg var paa vej hen. To sekunder senere stod jeg med hendes telefonnummer og telefonummeret til hendes kammerat, som ejer et Hotel i Sapa. Hun ringede kort til ham, fortalte ham om min situation – og saa var transporten fra togstationen i Lao Cai ( som ligger godt en times koersel fra Sapa) samt Hotel arrangeret. Det alt sammen var naturligvis med rabat, eftersom vi er volontoer. Her er endelig én, som forstaar, at vi altsaa ikke alle lyshaarede render rundt med en kiste fuld af guld… Og hvad fik hun saa ud af det? Ingenting. Hun var blot interesseret i at hjaelpe. Faktisk er dette den generelle indstilling blandt vietnameserne – de vil hellere end gerne hjaelpe hvor de kan!
Efter en bette Xé Óm tur ankom jeg til Hanoi togstation, hvor jeg moedtes med Astrid og Marie. Kl. 20.30 afgik vores tog mod Lao Cai. Heldigvis havde vi bestilt ”soft”sleeper, saa vi paa den 10 timers lange tur kunne faa et lille hvil.
Kl. 4.30 koerte vores tog ind paa perronen i Lao Cai. Nu skulle venligheden saa staa sin proeve. Stod der i virkeligheden en lille vietnameser for at hente os? Og det gjorde der! Han stod med et hvidt skilt i haanden, hvorpaa der var trykt ”CAMILLA” med store bogstaver. Her var ikke meget at tage fejl af. – Aftalen holdte vand.
Da vi en time senere ankom til vores hotel, gik vi paa hovedet i seng. Det var dog ikke foer, end at vi havde bemaerket, at vaerelset ikke var udstyrret med air condition. Hvordan hulen skal det nu fungere? Og for at goere galskaben komplet, var en varmer til raadighed i stedet. Kan man virkelig klare sig uden air condition? Ja, Camilla. I Danmark gaar det fint! – Saa er jeg altsaa ved at have vaeret hjemmefra i lang tid..
I Sapa er temperaturen mindre eksotisk end i resten af Vietnam. Her er det endda noedvendigt at iklaede sig stroemper – paa et eller andet tidspunk skulle de vel ogsaa bruges..
Vi havde fra andre hoert, at en tur paa motorcykel rundt i Sapas bjerge skulle vaere en utrolig smuk oplevelse. Dog forekom ideén os en anelse vovet, eftersom ingen af os have proevet blot at styre en ganske almindelig scooter.. Mens vi grublede lidt over ideén, gik vi paa et lille lokalt marked, som var fyldt med rynkede kvinder i farverige gevander, der slaebte rundt paa babyer og fyldte fletkurve.
Efter frokost ved en lokal gadehandler (som serverede grillet ris – som i grillet paa gril!) havde vi dog samlet nok mod til os, saa vi gik hen til motorcykeludlejningen. Dette var naturligvis noget, jeg ikke havde konfronteret min kaere moder med endnu..
Da jeg var ret overbevist om ikke at faa tilladelse, maatte jeg gaa efter senere at faa tilgivelse..
”Is this you first time to drive a motorbike?” – Woups. Hvad skulle jeg lige svare her? Dog har jeg hoert, at aerlighed er vejen frem. Hertil reagerede udlejningsdamen radikalt anderledes end enhver anden dansk udlejer! Hendes respons var blot hjaelpsomhed og en kort demonstration af hvordan gaer og bremser virker – and off you go.
En lille forkoelet Xé Óm koerer kom forbi og saa vores lille optrin. ”Do you need a guide?” – Ja, det gjorde vi i virkeligheden.
Altsaa:
Fire blegfede danskere og en Xé Óm mand paa tur i Sapas bjerge.
Vi brugte godt 3 timer i omraadet, hvor vi saa de smukkeste udsigter over groenne rismarker med hoeje bjerge i baggrunden.
- og ja, jeg havde hjelm paa!
Stadig hoeje paa vores oplevelse begav vi os dagen efter ud paa trekking. Nu var det tid til at see de smukke rismarker paa lidt taettere hold og faa bedre mulighed for at komme ned til den lokale befolkning. Af stoevede stier, som af og til endte brat, saa man maatte hoppe op paa det naeste lag rismark for at komme videre, gik vi godt 10 km. Imponerende nok fulgte de spraglede damer med babyer spaendt paa ryggen os alle 10 km, mens de ihaerdigt forsoegte at saelge os diverse toerklaeder og armbaand. (Senere erfarede vi, at dette faktisk er et problem eftersom boern tilbringer deres tid paa vendring i stedet for at laere engelske verber eller matematiske formler..).
Sent paa eftermiddagen ankom vi til et lille ”Homestay”, hvilket minder om en Sapaiansk(?) fortolkning af et persionat. – Her smed vi vores takser, hvorefter vi begav os ned mod floden for at afkoele vores smaa beskidte foedder.
Aftenens aktivitet stod paa kortspil indpakket i flecetroeje og toerklaede. (Det var naesten som en optakt til den 5 maaneder lange skiferie, jeg snart begiver mig ud i..)
Soendag stod vi op sammen med hanen (Kl. 5.30). Dagens program: Bac Ha Markedet!
Her tilbragte vi et par timer omgivet af ivrige saelgere, som ikke kunne forstaa, at jeg da ikke lige stod og manglede en lighter i forvokset stoerrelse.
Senere om aftene blev vi atter fragtet tilbage til Lao Cai – klar til de forestaaende 10 timer i tog.. – paa ”hard”sleeper!! Da ”soft”sleeper var udsolgt, maatte vi tage, hvad vi kunne faa. – Hjem skulle vi jo..
Hardsleeper = Metal senge i 3 lag (Dvs. der er meget lidt plads til den oeverste) og vietnamesisk toilet (- her er det en balancekunst at ramme rigtigt!)
Det var ikke umiddelbart 4 veludvhilede danskere, som stod og missede med oejnene paa Hanoi station tidlig mandag morgen.
- Men det var 4 personer, som var endnu en uforglemmelig oplevelse rigere!
// Camilla
