Camilla til forlovelsesfest i sumpen

Onsdag d. 21. november – Dagen for Thoa’s forlovelsesfest:

”Staa klar kl. 12.30, saa kommer taxien og henter jer”..

Efter at have iklaedt os vores fineste (laes: fin = ren) toej stod vi klar til at blive hentet af taxien. Ud over at vi var paa vej mod Thoa’s hus, havde jeg som saadan ingen anelse om hvor i verden vi skulle hen – nord, syd, oest eller vest? Men saadan er det som regel i Vietnam. Her maa man bare foelge stroemmen, og se hvor det nu foerer dig hen.

Efter at have ventet den obligatoriske halve time ud over tidsplanen (rubber time) dukkede en taxi endelig op i den smalle gade udenfor vores hus.

At der saa ikke lige kan klemmes syv personer ind i en fempersoners bil, er logik vietnamesere foerst skal se, foer de tror det. Da den kaere taxichauffoer dog fik det synlige bevis – 6 moste mennesker i en taxi, mens en syvende stod fortvivlet udenfor – gav han op, og hentede den store taxi. Og afsted det gik.. – over rismarker, i slalom mellem koer og rishatte paa cykler, forbi store vandhuller i ”vejen” og i slowmotion bag en oksekaerre..

Det tog omtrent en time at tilbagelaegge de knap 40 km, som der er til Thoa’s barndomshjem – Men frem kom vi!

Foerstehaands indtryk:

- Velkomme til sumpen!

- Mødding ved indgangen.

- Fritløbende høns.

- Bidske hunde.

- Madlavning over aaben ild.

- Toilet (laes: hul) i gaarden.

- Gamle damer med sorte taender, som sad i hjoernet. (Det var i gamle dage vietnamesisk overtro, at sorte taender gav et lykkeligt aegteskab. Derfor smurte damerne moste baer paa taenderne om aftenen og sov med disse. Efter gentagne gange forblev taenderne da sorte. Maaske i virkeligheden mere sjaeldent end det er koent!)

- Alt den risbraendevin (40%) som hjertet kunne begaere. (Note: det er onsdag!).

- Hyggebelysning: lysstofroer i loftet!

Efter at have traadte ind gennem porten og gaaet videre op af stien, forbi møddingen og koen, stod Thoa som en yndig vietnamesisk prinsesse paa trappentrinnet ind til stuen. Hun var iklaedt lyseroed aus sai (traditionel vietnamesisk kjole) med perler, broderier og alt hvad den ellers kunne traekke. I haaret havde hun hvide perler, og i paa laeberne havde hun et godt gedint lag pink laebestift (”less is more”.. go home!).

Jeg selv var saamaend ogsaa iklaedt (udklaedt i) aus sai, dog en mere diskret en af slagsen, og jeg ville da ogsaa klart staa tilbage som taber, hvis vi vaeddede om hvem der kunne lave det fineste aftryk paa en serviet. Ikke desto mindre tiltrak vi (Kris, Julia og jeg) os naermest ligesaa meget opmaerksomhed fra selskabet ved vores entre.. Dog maa jeg ogsaa give dem: Tre blegfede europaeerer i traditionelt vietnamesisk toej – det maa da se komisk ud! Dog var det ikke den akavede paaklaedning, som var sensationel.. Det var den simple fakta, at der nu befandt sig hvide mennesker i deres hus – Sikke en aere.. (ja, for os!).

I et lille rum stod en hel flok piger forsamlet.. og pudsigt nok havde de allesammen valgt en roed aussai til dagens festligheder. De stod underligt trippende – som om noget skulle ske. Endnu engang var vi ikke just velinformerede om hendlingsforloebet, hvorfor vi atter blot maatte saette os og observere begivenhedernes gang. ( – hvilket onklerne saa som deres snit til at fylde de foerste glas risbraendevin i os..)

Pludselig blev vi afbrudt midt i en skaal ( – som paa vietnamesisk hedder: ”MOT, HAI, BA – JOO!”), og op ad indgangen kom hele gommens familie. Ah, ha.. det var dem vi ventede paa. Der kan man bare se. Onklerne havde holdt os vaeldig beskaeftet, hvorfor det var foerst nu, at jeg opdagede, at alle pigerne i de roede aus sais havde stillet sig i opstilling foran doeren indtil stuen(/sovevaerlset /koekkenet/gaestevaerelset) med Thoa i spidsen.

Gommens familie kom gaaende ind i gaaren paa en lang raekke. Alle var de ifoert hvide skjorter og over skuldrene bar de store roede kurve med et roedt stykke stof over. Disse kurve (som indeholdt kage og te) var gaver fra brudgommens familie – en slags erstatning for den datter, som nu flytter over til deres hus. Ja, tak – saa opdager man jo naesten ikke at hun er vaek. Eller?! Og som til en enhver 18-aarig foedselsdag med respekt for sig selv fik parret ogsaa overrakt tre liter vodka og en karton cigaretter – Ti’løk!

Herefefter startede det helt store billederes – og hvem skulle staa i midten.. De hvide aber! Efter at vaere blevet stillet op paa raekke med diverse familiemedlemmer, var der kun tilbage at smile til fotografen.. og smile, og smile, og smile!

Herefter kom maden paa bordet. Det lod til, at en konkurrence var igang: hvor meget mad kan komme indenbors paa kortest tid. Desvaerre maatte jeg nok see mig slaaet med flere laengder af de noget mere garvede (og berusede) onkler.

Da maden var indtaget – halvdelen i maven og halvdelen paa gulvet er vietnamesisk skik – blev der serveret te. Her snakker vi virkelig staerke sager – det smager jo som en internetcafe i vietnam lugter (altsa: raedsomt!). Pludselig broed selskabet op. De gamle koner med sorte taender begyndte at trisse ud fra deres hjoerner, og onklerne raabte den sidste omgang: ”MOT, HAI, BA – JOO!” foer ogsaa de slingrede ud af stuen.

Vietnamesere forstaar virkelig at mestre kunsten: ”at stoppe mens legen er god”!

Stadig uden helt at vide hvad der foregik om oerene paa os, fulgte vi interesseret med imens stuen efterhaanden blev toemt for tanter, faetre, kunsiner, hunde og hoens. Efterhaanden blev det da ogsaa vores tur til igen at gaa tilbage gennem stien, forbi koen og møddingen og hen til vores taxi.

Tak for i aften – sikke en oplevelse!

// Camilla